Den Korte Avis

    DF: Er du bekymret for EU’s stigende indflydelse – så styrk den nye store blok af EU-skeptiske partier


    Al mulig god grund til at stemme DF til EU-valget   Af: Jakob Søgaard Clausen, folketingskandidat for Dansk Folkeparti i Østjylland   På søndag får danskerne mulighed for at være med til at bestemme, hvilken retning EU skal bevæge sig i de...

    Al mulig god grund til at stemme DF til EU-valget

     

    Af: Jakob Søgaard Clausen, folketingskandidat for Dansk Folkeparti i Østjylland

     

    På søndag får danskerne mulighed for at være med til at bestemme, hvilken retning EU skal bevæge sig i de næste fem år. Jeg håber, at rigtig mange danskere vil benytte sig af den mulighed.

     

    For første gang i EU-parlamentets historie er der nemlig udsigt til, at der efter valget vil kunne blive dannet en stor, EU-skeptisk gruppe i Europa-Parlamentet. En gruppe, som vi i Dansk Folkeparti har været med til at danne, og en gruppe, som grundlæggende er enige om, at nationalstaterne skal fylde mere, og at EU skal fylde langt mindre. Der er således tale om en stor partigruppe, som de EU-glade partigrupper i parlamentet simpelthen ikke kan komme uden om.

     

    Det er en historiske chance, som vi i Dansk Folkeparti ønsker at gribe. Men det kræver opbakning fra danskerne. Den kommende EU-skeptiske gruppes styrke vil nemlig afhænge af, hvor mange mandater de enkelte partier kan stille med i EU-parlamentet. Derfor er det ikke lige meget, om Dansk Folkeparti får ét eller fire mandater efter valget på søndag.

     

    Er du bekymret over EU’s stigende indflydelse på en lang række danske velfærdsområder som eksempelvis SU og børnepenge? Eller er du træt af EU’s åbne grænser og manglede løsninger på de store migrantstrømme? Så er der god grund til at bakke op om den nye super EU-skeptiske gruppe ved at stemme på Dansk Folkeparti på søndag.

     

    Den nye gruppe er en nødvendighed i en tid, hvor Brexit desværre blot har medført, at EU-toget – med den franske præsident Macron som lokomotivfører – blot sætter tempoet op og buldrer videre derudad i retningen af mere EU.

     

    Dansk Folkepartis nye partigruppe vil køre i en anden retning. Vi vil trække nødbremsen og sætte toget i bakgear. Vi vil have mindre EU og mere nationalstat. Vi vil have et Nationernes Europa, hvor selvstændige nationer arbejder sammen med hinanden med respekt for det enkelte lands forskelligheder.

     

    Ingen af de andre opstillede danske partier har til udsigt at blive en del af en partigruppe i EU-parlamentet, som vil kæmpe imod mere EU. En blank stemme eller slet ikke at stemme vil kun gavne de EU-glade partier. Dermed er der al mulig god grund til at stemme på Dansk Folkeparti til EU-valget på søndag.

    Advarsel: Det blå sygesikringsbevis dækker ikke som danskerne tror – flere tusinde har fået en ubehagelig overraskelse


    Ferien står snart for døren, og omkring to millioner danskere skal ifølge RejseforsikringsGuiden være opmærksomme på, at deres blå EU-sygesikringsbevis fra 2014 udløber i år.   Det blå EU-sygesikringsbevis dækker den behandling, som borgerne...

    Ferien står snart for døren, og omkring to millioner danskere skal ifølge RejseforsikringsGuiden være opmærksomme på, at deres blå EU-sygesikringsbevis fra 2014 udløber i år.

     

    Det blå EU-sygesikringsbevis dækker den behandling, som borgerne i ferielandet har krav på, når det gælder EU-landene plus Schweiz, Lichtenstein, Norge og Island.

     

    Her er problemet for mange danskere, at de er vant til et sundhedssystem, hvor alt er gratis, men sådan er forholdene langt overalt i de lande, hvor EU-sygesikringsbeviset gælder.

     

    Over fire tusinde danske turister måtte til lommerne

    Således blev sidste år ikke færre end 4.498 danskere udstyret med det blå EU-sygesikringsbevis tvunget til at betale for behandling, da de blev ramt af en ulykke eller sygdom under ferie i de lande, der er omfattet af garantien i det blå EU-sygesikringsbevis, skriver Finans.

     

    Det skyldes, at i mange af de lande, som det blå EU-sygesikringsbevis dækker, er den offentlige sygebehandling baseret på en vis form for egenbetaling, som altså også gælder danske turister med det blå EU-sygesikringsbevis.

     

    Ligeledes skal man være opmærksom på, at det blå EU-sygesikringsbevis ikke dækker hjemtransport

     

    Dertil kommer så et helt andet problem.

     

    I nogle lande respekter man ikke reglerne, men kræver fuld betaling

    Hos SOS International, der er en assistanceorganisation for flere stor nordiske forsikringsselskaber, advarer man om, at det blå EU-sygesikringsbevis ikke respekteres overalt i EU.

     

    ”Vi har hvert år sager, hvor patienter får en regning, selvom de har det blå sygesikringsbevis og er behandlet på offentlige klinikker,” siger divisionsdirektør i SOS International Karin Tranberg til Finans og fortsætter:

     

    ”Problemet er lige nu absolut størst i Spanien, særligt på Gran Canaria, hvor man afkræver behandling af syge, der kommer på det offentlige hospital fra en privat klinik. Det kan ligne en regel rettet direkte mod turister,” understreger Karin Tranberg.

     

    Også Udbetaling Danmark advarer: God idé at tegne en privat forsikring

    Som nævnt er mange landes borgere dækket ringere af sygeforsikring end vi er her i Danmark, og i den forbindelse vil det være klogt at overveje en privat sygeforsikring ved rejse i de lande, der skulle være dækket af det blå EU-sygesikringsbevis, lyder det fra Lise Schou Hansen, som er centerdirektør i Udbetaling Danmark.

     

    ”Det blå EU-sygesikringskort giver udelukkende ret til sundhedsydelser på de vilkår, der gælder for borgerne i det land, man opholder sig i,” siger Lise Schou Hansen og fortsætter

     

    ”Man kan derfor opleve at skulle betale hele eller dele af behandlingen selv, hvis man ikke har en privat rejseforsikring oven, og man skal være opmærksom på at kortet ikke dækker hjemtransport”, siger Lise Schou Hansen ifølge RejseforsikringsGuiden.dk.

     

    De fleste får deres udgifter refunderet, når de kommer hjem

    Ifølge Styrelsen for Patientsikkerhed får cirka halvdelen af de danskere, der har troet at EU’s blå sygesikringsbevis dækker udgifterne til sygebehandling som i Danmark, fået deres udgifter refunderet.

     

    Andre sendes videre til regionerne og får der refusion, og langt de fleste får således ret i, at behandlingen burde være gratis.

     

    Men det skal i den forbindelse lige understreges, at Styrelsen for Patientsikkerhed i sin vejledning oplyser, at:

     

    ”Har du vist dit blå EU-sygesikringskort, men alligevel har fået en regning, har du sandsynligvis betalt egenbetaling. Egenbetaling kan ikke refunderes.”

     

    Hvis du i din tiltro til det blå EU-sygesikringsbevis er kommet galt afsted under ferien og har måttet betale for din behandling, kan du efter hjemkomsten søge om at få beløbet refunderet, men det er ikke sådan lige til. Det kan du læse mere om her: https://stps.dk/da/borgere/eu-sygesikring/refusion-af-udgifter-til-behandling-i-udlandet/

     

    Men man skal være opmærksom på, at det er en langstrakt affære. Således skriver Styrelsen på sin hjemmeside, at:

     

    ”Vi modtager for tiden et meget stort antal ansøgninger. Der vil derfor typisk gå flere måneder, før du får en bekræftelse på, at vi har modtaget din ansøgning og sendt din sag til de udenlandske myndigheder.”

     

    Spidskandidat til EP-valget: Det sandvanlige EU-bluf

    De faldgruber, som det opreklamerede blå EU-sygesikringsbevis indeholder, og som får danskere til at falde i, kommer ikke bag på Dansk Folkepartis spidskandidat til det kommende valg til det såkaldte Europa-Parlament, Peter Kofod.

     

    ”Det er jo det sædvanlige EU-bluf, når man forsøger at bilde folk ind, at EU skam også er til gavn for den enkelte,” siger Peter Kofod til Den Korte Avis og fortsætter:

     

    ”Men uanset svaghederne omkring egenbetaling, vil jeg efter valget tage fat i EU-Kommission for at sikre, at alle landene i det mindste overholder reglerne og ikke opkræver betaling af danske turister, som de ikke opkræver af deres egne borgere.”

     

    Peter Kofod understreger i den forbindelse, at ideen om det fælles EU-sikringskort er helt skæv.

     

    ”Det ville være helt fint med reglerne, hvis kortet giver de enkelte landes borgere ret til den gratis sygebehandling, som de ville have fået i deres eget land, men som det fungerer nu, så stikker man i hvert fald danske turister blår i øjnene,” siger Peter Kofoed.

     

    Ikke give gratis sygebehandling til alt og alle, når danskerne selv skal betale

    Peter Kofod oplyser, at det er en sag, som han efter valget vil tage op med EU-kommissionen for at få ændret reglerne således, at det blå EU-sikringskort giver statsborgerne ret til den gratis sygebehandling, de ville have fået i deres eget land.

     

    ”Det kan ikke passe, at vi i Danmark skal give gratis sygebehandling til alt og alle, medens danske turister til gengæld pænt må betale en del af behandlingen, hvis de under ferien bliver syg i et af de lande, der er omfattet af det blå sygesikringsbevis,” understreger Peter Kofod.

     

    Læs mere om emnet her:

    https://finans.dk/privatokonomi/ECE11379250/tusindvis-af-danskere-ender-med-en-regning-ved-sygdom-paa-ferie-i-europa/?ctxref=ext

     

    https://www.borger.dk/sundhed-og-sygdom/Sygesikring-og-laegevalg/EU-sygesikringskortet-det-blaa-kort

     

    Her kan du finde reglerne for sygesikring i de enkelte lande, men det kræver kendskab til engelsk, tysk og fransk:

    https://ec.europa.eu/social/main.jsp?catId=858&langId=da

     

    https://www.rejseforsikringsguiden.dk/to-millioner-danske-blaa-sygesikringskort-udloeber-i-2

    Det ultimative standpunkt i Folketinget – og hos vælgeren!


    Det er vigtigt for vore folketingsmedlemmer at kvæle de ultimative standpunkter i det politiske arbejde af hensyn til vælgerbefolkningen. Det gælder om så hurtigt som muligt at få det ultimative standpunkt udstillet i al sin latterlighed. Det ville...

    Det er vigtigt for vore folketingsmedlemmer at kvæle de ultimative standpunkter i det politiske arbejde af hensyn til vælgerbefolkningen. Det gælder om så hurtigt som muligt at få det ultimative standpunkt udstillet i al sin latterlighed. Det ville jo være grufuldt, om vælgerbefolkningen i nogen afgørende mængde kunne samles om et ultimativt standpunkt, der fremtvang en konfrontation med politikerne om den sag, der er aldeles afgørende for Danmarks fremtid: den muslimske indvandring og islamiseringen af Danmark.

     

    Eller grufuldt, om vælgerbefolkningen skulle få den mindste fornemmelse af, at partier med ’enkle’, ultimative standpunkter nyttede noget. At der kunne være nogen mening med at have sådanne partier siddende i Folketinget for alene og uophørligt at markere det ultimative standpunkt: stop for islamisk indvandring og islamisering af Danmark. At sådanne partier med blot nogle få folketingsmandater gennem deres blokerende arbejde i Folketinget skulle kunne afsløre over for alle andre partier, at der faktisk er sager og øjeblikke, der så tunge og afgørende, at her må der handles ultimativt.

     

    Man kan sige: en vis holdningskorruption er ikke at foragte. I uvæsentlige sager kan det være ligegyldigt, om man skal sige: Pyt, pyt! Måske i 95 % af alle sager i Folketinget. Men når det drejer sig om Danmarks og den danske befolknings eksistenskamp over for en snigende og dræbende islamisering af den frie og trygge danske samfundsorden og levevis, så må foden sættes hårdt ned på et eller andet tidspunkt. Så kan man ikke i én uendelighed fortsætte med kompromis efter kompromis – for at være med i 90er-klubben.

     

    Det forhadte ultimative standpunkt

    Danske folketingspolitikere hader i almindelighed det ultimative standpunkt. For det ultimative standpunkt er noget, der binder, og som kan få parlamentariske konsekvenser. Derfor styrer folketingspolitikere som den altdominerende hovedregel uden om det ultimative standpunkt. Tydeligst har vi i de senere år hørt det fra DF´s Thulesen Dahl, der for åben skærm altid vedkender sig: ’Jeg har ingen ultimative standpunkter!’ Og som derfor selvfølgelig heller aldrig stilles i ’afgørelsens time’, der kunne vise, hvor vigtige nogle af hans politiske sager er.

     

    Og DF, der i mange år har været den førende politiske kraft i modstanden mod indvandring og islamisering, har også på Christiansborg lært det, som alle andre lærer, nemlig at ingen sag er så vigtig, at det på noget afgørende tidspunkt kunne kræve et ultimativt parlamentarisk standpunkt. Alle politikere lærer at tælle til det magiske tal 90. For magien i dette tal er at tage luften ud af ethvert ultimativt ansvar over for en vigtig sag. Vil du have resultater eller vil du bare stå helt alene med dit ultimative standpunkt? Hvilken værdi har det gennem det ultimative standpunkt bare at vise sagens vigtighed, når du ikke får resultater gennem tallet 90?

     

    At tage ansvar, det betyder i den særlige Christiansborgånd at gå med i regering, at være med i de politiske aftaler, at indgå kompromis, at være rede til at opnå blot en lille smule af sine politiske ønsker, at lade være med at kravle op i det høje træ, at slække på sine ultimative standpunkter, og udstille sine politiske holdninger med en sådan tilpas mangel på alvor og ansvarstyngde, at enhver modpart kan se, at her kan der altid kan handles. Alvoren skal tages ud af det hele. Ansvaret skal være så bøjeligt, føjeligt og deleligt som overhovedet muligt.

     

    Alt dette har man så givet ophøjede navne som ’det samarbejdende folkestyre’, ’det demokratiske arbejde’, ’samarbejde hen over midten’, ’hårde kendsgerninger’, det ’resultatorienterede samarbejde’ eller ’den parlamentariske virkelighed’ osv., osv. Alle sammen navne, der skal give et politisk glorificerende skær over den særlige Christiansborg-ånd, der går ud på at få enhver politiker bort fra den tro, at han muligvis står med en for Danmark livsvigtig og tung sag, der pålægger ham et tungt ansvar og et ultimativt standpunkt.

     

    Det gælder om for enhver pris at forhindre et kaotisk opgør både i Folketinget og i vælgerbefolkningen. Hvis politikere, partier og ministre skal bevare kontrollen, så skal man holde sig langt borte fra det tunge ansvar for en tung sag og altså fra ultimative standpunkter, der kan vælte Folketing og regering. ”Politik er det muliges kunst,” som Anker Jørgensen sagde. Altså: de mulige standpunkters kunst; dvs. der er standpunkter, du ikke kan have, uanset hvor vigtig sagen er.

     

    Et parlamentarisk paradigmeskifte

    Det ville ellers være et kærkomment parlamentarisk paradigmeskifte – dér, hvor der virkelig er behov for et paradigmeskifte – om der i Folketinget bliver indvalgt flere partier eller blot et enkelt, der med de ultimative standpunkter viser en standhaftighed i ansvaret, en parlamentarisk dødsforagt i forhold til sagens alvor for Danmark. Og som derfor sætter sin egen eksistens ind på et paradigmeskifte dér, hvor der virkelig er behov for et paradigmeskifte: at markere i Folketinget og over for vælgerbefolkningen, at den muslimske indvandring i Danmark er et ultimativt spørgsmål for Danmarks og den danske befolknings overlevelse.

     

    Feltherren og det afgørende slag

    En militær feltherre, der skal forsvare sit land, kan udsætte det afgørende slag. Det slag, hvori det skal afgøres: er landet vundet eller er det tabt? Feltherren kan i dage, uger og måneder indlade sig udelukkende på småtræfninger, opgive flere og flere landområder, tåle små-tab på små-tab for ikke at skulle risikere alt i det ultimative slag. På et eller andet tidspunkt bliver han tvunget til at søge afgørelsen og sætte alt på et bræt.

     

    Men det allerværste ville være, hvis en sådan feltherre var så optaget af at kæmpe de små kompromis-slag, og af at undgå den ultimative afgørelse, at han ideligt havde tålt så mange tab i landområder og militære styrker, at han den dag, hvor han blev tvunget ud i afgørelsen, da var alting allerede på forhånd sat over styr og tabt. Kræfterne var brugt, og modstanderens soldater myldrede ind over det hele. Da var der slet ikke noget afgørende slag at kæmpe. Feltherren troede, at han kæmpede, mens han ideligt flygtede fra afgørelsen.

     

    Men så kan det være, at nye mønsterbrydende, hårde, ultimative, kyniske, brutale og skrupuløse feltherrer dukker op. I mange situationer må man sige: Gud ske lov for dem!

     

    De politiske slag, der ikke blev kæmpet

    Man kan virkelig spekulere på, hvad der ville være sket, hvis DF i efteråret 2015 på grund af flygtningestrømmene på de danske motorveje havde væltet regeringen, og der var blevet udskrevet folketingsvalg – igen samme år? Hvordan mon DF så ville have stået i meningsmålingerne og valgresultatet? Eller hvad der ville være sket, hvis DF i nytåret 2018, da Danmark blev formand for Europarådet, havde forlangt, at Danmark skulle opsige Menneskerettighedskonventionen, og ellers havde væltet regeringen og fremtvunget folketingsvalg? Hvordan mon DF så ville have stået i meningsmålingerne og valgresultatet?

     

    Eller hvad der ville være sket, hvis DF i efteråret 2018 på grund af Løkke Rasmussens underskrivelse af FN´s Migrationspagt i Marrakesh havde væltet regeringen og fremtvunget folketingsvalg? Hvordan mon DF så ville have stået i meningsmålingerne og valgresultatet?

     

    Eller hvad der ville være sket, hvis DF i 2016, 2017 eller 2018 ultimativt – med trussel om at vælte regeringen – havde krævet fx asylstop for at standse den udvikling, der – i den nuværende regeringsperiode 2015 – 2019! – har medført, at 83.310 flere ikke-vestlige flygtninge og indvandrere er kommet ind i Danmark? Hvis der så var blevet udskrevet folketingsvalg? Hvordan mon DF så ville have stået i valgresultatet? Eller hvis DF havde stillet ultimatum om stop for familiesammenføringer? Eller ultimativt stop for den horrible tildeling af dansk statsborgerskab til tusindvis af muslimer?

     

    Den kompromisfyldte stramningskamp

    Nej, afgørelsen i de storpolitiske spørgsmål blev udsat gang på gang, mens man søgte de små kompromiser i 144 stramninger siden 2015. Her går det godt: snart får vi stramning nr. 145. Men den handlekraftige afgørelse, der skulle markere spørgsmålets vigtighed, så man aldrig. Der blev veget udenom. Der var for mange kompromiser, for mange undvigelser, for mange ord – og rigtige ord javist! – men intet ufravigeligt standpunkt, der skulle vise både det politiske niveau og befolkningen, at man faktisk helt ud i den ultimative afgørelse mente, hvad man sagde.

     

    Dette har befolkningen læst og studeret, og deraf lært, hvilken betydning modstanden mod indvandring og islamisering i den praktiske politik i virkeligheden har for DF. Man kan roligt sige, at fortiden har indhentet DF, og det på en måde, som DF hverken ønsker eller forstår.

     

    Danskerne følger med i politik. Nok kun få danskere har overblik over og fuld indsigt i DF´s 144 stramninger. Næppe nogen dansker tvivler på, at de har en virkning. Men når danskerne følger med i politik, har de storpolitisk overhøjde. De læser om og forstår de store politiske faktorers virkning for deres dagligdag. De er bevidste om, hvad store internationale beslutninger, konventioner, EU-traktater og andre udenrigspolitiske faktorer har af skæbnesvanger og indskrænkende konsekvens for vore politikeres muligheder for at forsvare Danmark.

     

    Derfor kan mange danskere sikkert rose DF for stramningskampen, dvs. for de 144 indenrigspolitiske, bureaukratiske og administrative stramninger. Men danskerne har også klart set, at der er udenrigspolitiske bånd, vi skal gøre ultimativt op med, gøre modstand imod og kaste af os, hvis vort Folketing skal være herrer over beskyttelsen og udviklingen af Danmark. Den udenlandske kontrol over Danmark er alt for stram til, at vore egne 144 stramninger har tilstrækkelig virkning for beskyttelsen af den danske befolkning. Så spørger danskerne fx: Hvordan kan DF tillade, dvs. tåle parlamentarisk, at Løkke rejser til Marrakesh? For danskerne siger dette en masse om DF.

     

    Gamle og nye feltherrer

    Nu er der folketingsvalg og nu søger man andre feltherrer. Og de gamle feltherrer, dem som alle respekterer for deres indsats, forstår det ikke: Det var jo os, der startede kampen; det var os, der kæmpede; os, der blev sårede i kampen; vi har retten til at fortsætte. Det er vores kamp!

     

    En af de gamle feltherrer (Pia Kjærsgaard i Berlingske 19.05.2019) siger:
    ”At tro, at Stram Kurs og Nye Borgerlige med et snuptag kan løse problemerne, er grænsende til naivitet.”

    ”Hvad er det for noget? Alle partier – også de to nye – står på skuldrene af DF. Det er os, der har været der hele tiden. Som har taget opgøret. At tro, at man så bare kan komme ind og vende det hele på hovedet, er fuldstændig besynderligt.” Og når man spørger den gamle feltherre, om ikke det er fair nok at forlange, at der var stillet ultimative krav frem for at acceptere kompromiser; så svares der: ”Næh, det er det overhovedet ikke. For så ved man ikke, hvad politik er. Man er nødt til at gå på kompromis. Det vil hun (Vermund) også finde ud, hvis hun kommer ind.”

     

    Der er jo ikke andet at sige, end at DF således – i længden! – i bevidst parlamentarisk optræden har solgt det for Danmark livsvigtige spørgsmål om indvandring og islamisering til kompromiserne. DF har sagt: Dette kan ikke være andet end et kompromis-spørgsmål. Men når ikke politikerne vil være ultimative, så må jo befolkningen og vælgerne være det. Og tvinge politikerne. Man må virkelig håbe, at det bliver det, der sker. Om ikke nu, så næste gang.

     

    Slaget om motorvejen 9. september 2019

    Der stod et slag i Danmark. Den 9. september 2015 vandrede en gruppe på ca. 300 flygtninge op ad den sønderjyske motorvej E45 mod fra Padborg mod Rødekro. Stor ståhej og alarm i presse og tv. Men – og dette var den forunderlige modsætning – der var tavshed på det politiske niveau. Når der er larm i pressen, plejer der ellers også at være larm på det politiske niveau. Hvor politikere og ministre normalt har travlt med at råbe op og markere deres standpunkter, oplevede man som dansker pludselig en larmende tavshed. Man ventede og håbede på en eller anden ultimativ handlekraft; den kom aldrig.

     

    At 300 civile mennesker ukontrolleret trængte ind i Danmark og ulovligt vandrede til fods op ad motorvejen, dette kunne ryste danskerne. Danmark lå åbent og ubeskyttet. Men den langt større tragedie og rystelse hos danske tv-seere og avislæsere lå et helt andet sted. Danskerne ventede i forundring på handling fra politikere og myndigheder. Og som ventetiden gik, steg danskernes rystelse over den tvivlrådighed og handlingslammelse, man fornemmede bag de politiske kulisser.

     

    Det er det, vi husker. Det er den rystelse, der har sat sig i sjælen. Ikke i sig selv synet af 300 spadserende mennesker på en motorvej, men den udeblevne øjeblikkelige og praktiske politiske reaktion. Danskerne spurgte virkelig sig selv: Hvad er det for mennesker, i hvis hænder vi har lagt Danmarks skæbne? DF er også blevet omfattet af dette spørgsmål. Og når DF nu mener at kunne hvile på laurbærrene fra fortidens sejre, så er det hele faktisk ved at blive meget værre. Kampen er overhovedet ikke slut; her hjælper gamle laurbær ikke.

     

    Forventninger i de politisk afgørende øjeblikke

    En anden af de gamle feltherrer (Marie Krarup i Den Korte Avis 21.05.2019) siger: ”Problemet for mit parti i denne valgkamp er ikke DF’s politik eller kommunikation, men de opskruede forventninger, som nogle personer har haft til, hvad DF kunne udrette, og som selvfølgelig må skuffes. For det har intet med virkeligheden at gøre.” Nej, DF’s politik og kommunikation er sandelig ikke noget problem; for ord og holdninger har der været nok af. Men hvor er den parlamentariske handling, der ikke er tilfreds med stramning nr. 145 og nr. 146, men kun med den ultimative handling, der – i parlamentarisk praksis! – markerer sagens vigtighed over for både regering og vælgerbefolkning.

     

    Ja, man kunne hæve sig op til at spørge: Hvor er den ultimative holdning, der markerer en parlamentarisk parallel til det danske folks egen situation? Dvs. at sådan som det danske folk ikke kan gå fra kompromis til kompromis, hvis det skal overleve indvandring og islamisering, sådan kan et dansk folkeparti det heller ikke. Hvis det er nødvendigt for folket at sætte foden ned, så er det også nødvendigt for partiet. Man må sætte sin overlevelse ind på sagen. Når situationen er der og når afgørelsen i de vigtige spørgsmål skal falde.

     

    Skulle problemet så være ’de opskruede forventninger, som nogle personer har haft til, hvad DF kunne udrette.’ Lever landets vælgerbefolkning fjernt fra Christiansborg virkelighed? Eller er det snarere Christiansborg, der lever fjernt fra vælgerbefolkningens virkelighed? Man kan være sikker på, at vælgerbefolkningen ikke måler virkeligheden på, hvad der kan lade sig gøre på Christiansborg, men på hvad det danske folk står over for i dagligdagen hvad angår indvandring og islamisering.

     

    Det er den danske vælgerbefolkning, der de største realister. For den danske vælgerbefolkning er overlevelse et absolut spørgsmål, og ikke et kompromis-spørgsmål. Men dette leder for en realistisk vælgerbefolkning ikke til ’overskruede forventninger’ om, hvad et politisk parti ’kunne udrette’ på Christiansborg. Vælgerbefolkningen kender nøje Christiansborgs talmagi og ansvarsopfattelse. Hvad vælgerbefolkningen, eller skal vi sige det danske folk, leder efter, er et parti, der i solidaritet med det danske folk absolutte overlevelseskamp forstår det ultimative og absolutte i sagen. Og er parat til at vise denne solidaritet i den parlamentariske praksis; når det gælder.

     

    Men det, som vælgerbefolkningen netop nu er bange for, er, at det aldrig gjaldt for DF. Når en sag har en særlig og livsvigtig betydning, kan kompromis på kompromis være den råddenskab, som fordærver både sagen og partiet. Og ødelægger troværdigheden.

     

    Hvad skulle vi have gjort?

    Den samme gamle feltherre (Marie Krarup i en facebook-kommentar) siger om Nye Borgerlige: ”Hvordan kan Pernille Vermund dog sige, at ’DF sad på hænderne i september 2015, mens migranterne væltede ind over grænsen’? Jeg husker september 2015 og de forsøg, vi i DF gjorde for at få regeringen til at reagere. Samråd efter samråd. Debatter og indlæg. Vi brugte alle parlamentariske metoder, som man kan bruge. Hvad skulle vi have gjort? Skulle vi have bevæbnet os og lavet vores egen grænsekontrol? Er det det, Pernille Vermund ønskede?”

     

    Nu er det jo ikke her stedet at gøre sig lystig over DF og Marie Krarup for hendes forestilling om, at nogen kunne mene, at DF´s samlede folketingsgruppe skulle tage geværet ud af skabet, hænge det over skulderen og løbe ned for at blokere grænsen. I stedet er det faktisk på sin plads at give udtryk for en rystelse over, at DF og Marie Krarup kan spørge: ’Hvad skulle vi have gjort?’ Og rystelse over, at DF åbenbart mener, at ’alle parlamentariske metoder’ skulle være udtømte med ’Samråd efter samråd. Debatter og indlæg’.

     

    Danmark står i en ganske uhørt situation som aldrig før i Danmarkshistorien med den tiltagende islamisering og en skæbnesvanger udskiftning af den danske befolkning. Mener DF da virkelig, at det er tilstrækkeligt med ’Samråd efter samråd. Debatter og indlæg’, for at understrege sagens politiske alvor? Det er vi mange, der ikke er enige i.

     

    Vi forestiller os levende, hvordan der i september 2015 i ministerkontorerne, i partiernes gruppeværelser på Christiansborg og på gangene i timevis og dagevis er blevet spurgt og drøftet: Hvad skal vi gøre? I de afgørende timer og dage lukkede Christiansborg sig inde i sig selv med, hvor Christiansborg i stedet i sådanne afgørende situationer skulle have udstrålet en vulkansk energi af praktisk handlekraft og dynamik. Men det blev ved ’Samråd efter samråd. Debatter og indlæg’. Det er det, der ryster os. Man hørte ude i landet nogle mennesker, der sagde: ’Det ligner den 9. april.’ Og ja, det var sandelig godt, at der var dyb fred og ikke krig. Man gruer ved tanken.

     

    Løkke skulle have smagt stålet

    ’Hvad skulle vi have gjort?’ Jeg skal sige, hvad DF skulle have gjort! Lige netop her skulle DF have afsløret, hvilket stof partiet var gjort af: stål eller vat. Her var ikke situationen, hvor DF skulle have søgt kompromiser eller ’Samråd efter samråd. Debatter og indlæg’. For her var der kun én eneste ting, der gjaldt: At markere situationens alvor, sagens vigtighed og derfor standpunktets ultimative karakter. Over for regering, over for befolkning. Derfor skulle DF´s formand, Kristian Thulesen Dahl straks – straks! – være gået over til statsminister Løkke Rasmussen og have stillet et ultimatum. Thulesen Dahl kunne såmænd være ledsaget af Peter Skaarup, Søren Espersen eller nogle andre tunge DF-drenge.

     

    Men nej! Thulesen Dahl skulle netop være gået alene. For her skulle det netop ikke være den politiske form, den nuancerede debat og samråd med mange politikere, det drejede sig om. Her skulle der blot leveres nogle få ultimative ord; de ord, man bedst leverer ene mand, hvis man er stærk nok. Men, men: måske ville det have været godt med et vidne eller to, når ultimatummet blev stillet.

     

    Og Thulesen Dahls ultimatum: ”Lars Løkke. DF ønsker, at regeringen straks giver ordre til, at Rigspolitichefen og Forsvarschefen i en koordineret og øjeblikkelig aktion sender alt disponibelt politi støttet af militære enheder med soldater og transportkøretøjer, busser og lastvogne afsted, for at indfange og anholde alle flygtninge på motorveje og andre steder, og transportere dem tilbage til grænsen, overlevere dem til Tyskland, hvor de kom fra. Eller, hvis dette ikke kan lade gøre straks, da at indespærre dem i Frøslevlejren eller på et andet passende sted, hvor de kan bevogtes indtil videre. Og Lars Løkke, dette er et ultimatum fra DF. Hvis dette ikke sker, da vil DF ved først givne lejlighed bringe regeringen i mindretal, og regeringen kan altså betragte sig som væltet. DF har til hensigt at spørge vælgerbefolkningen. Og jeg kan tilføje, at dette bliver DF’s strategi ved ethvert fremtidigt indenrigs- eller udenrigspolitisk spørgsmål, som DF anser for overordnet og livsvigtigt for Danmarks modstand mod indvandring og islamisering. Hvordan du har til hensigt at opfatte et sådant ultimatum i det parlamentariske spil, må du fuldstændig selv om. Her går grænsen for DF. Jeg agter straks at gå til pressen, for at give befolkningen meddelelse om DF’s standpunkt, og om sandsynlige parlamentariske konsekvenser af dette. Farvel!”

     

    Sagens vigtighed hænger sammen med politisk risiko

    Måske kan DF blive stort igen. Man må håbe det. Men man kan næppe tro, at DF i modstanden mod islamisk indvandring og islamisering af Danmark kan vinde noget stort, med mindre DF også er klar til i de afgørende øjeblikke at stille sig ultimativt dér, hvor DF risikerer at tabe parlamentarisk og blive meget lille. Vil man ingen risiko tage, ja, så har man også sagt, at sagen ikke er værd at risikere noget for. Dette registrerer danske vælgere lynhurtigt.

     

    Kampånden ligger bestemt ikke i kun at spørge: Hvad kan vi udrette? Af dette spørgsmål kan enhver blive handlingslammet. Men kampånden ligger i at spørge: Hvad vil vi udrette? Og derefter i de afgørende øjeblikke – for de er der! – at betale det, det koster at ville det. Ånden ligger ikke i evnen, men i viljen. Jeg håber, at både Nye Borgerlige og Stram Kurs – og selvfølgelig også DF – bliver repræsenteret i Folketinget efter dette folketingsvalg. Der er virkelig brug for den ultimative stemme.

    Filmanmeldelse: En kvinde med en mission  


    ***** 5 stjerner ud af 6   Instruktøren Benedikt Erlingsson er fra Island.  I 2013 spillefilmsdebuterede han med ”Om heste og mænd”, der foregår i et lille islandsk samfund, og nu er han tilbage med endnu en kærlighedserklæring til sit land i...

    ***** 5 stjerner ud af 6

     

    Instruktøren Benedikt Erlingsson er fra Island.  I 2013 spillefilmsdebuterede han med ”Om heste og mænd”, der foregår i et lille islandsk samfund, og nu er han tilbage med endnu en kærlighedserklæring til sit land i KVINDE PÅ KRIGSSTIEN.
      Island og det islandske folk danner atter rammen om begivenhedsforløbet, i denne ombæring med globalt perspektiv.

     

    Handling

    Hovedpersonen Halla (Halldóra Geirharðsdóttir) er en kvinde tæt på de 50. På overfladen en velfungerende borger og vellidt korleder, men hun skjuler en hemmelighed for omverdenen: At hun ene kvinde er gået i krig mod den islandske sværindustri, der truer med at ødelægge naturen. Lidt hjælp bliver dog leveret af en embedsmand med adgang til relevante informationer.

     

      Det er synd at sige, at Halla har kraftige våben til sin rådighed. Men det behøver hun heller ikke. Bue og pil rækker til at ødelægge den lokale strømforsyning, der bl.a. leverer el til en nærliggende aluminiumsfabrik. I flere omgange har hun haft held med sin sabotage.

     

      Myndighederne er helt oppe på tæerne for at fange den skyldige og tager det tunge skyts i brug: Masser af politi suppleret med helikoptere og droner.

     

      Så kan Halla til trods for al snarrådighed og fysisk topform blive ved med at holde sin hemmelige identitet skjult? Og hvordan tegner fremtiden sig for hendes mission, da hun får at vide, at venteperioden for adoption er forbi, og hun er blevet godkendt som adoptivmor for en lille ukrainsk pige?  

     

    En meget speciel og original film

    Genremæssigt placerer filmen sig på flere stole: Et psykologisk drama, en thriller, en komedie – med indflettede surrealistiske indslag. Således optræder musikken direkte i filmen i form af et islandsk tremandsorkester og en kvindelig, ukrainsk kortrio iklædt folkedragter, der kontinuerligt dukker op på Hallas vej – og det hvad enten hun er ude på fjeldet eller oppe på et tag for at kaste flyveblade ud. Indirekte via instrumenter og vidt forskellige klange og melodier kommenterer de på Hallas færden og angiver stemningen. Det lyder vanvittigt, men fungerer i sammenhængen.

     

    ”Kvinde på krigsstien” er en meget speciel og original film, der hele tiden balancerer mellem det dybt seriøse og tragiske og den rene komik, mellem det realistiske og det surrealistiske.  

     

     Slutningen er åben, og jeg er i skrivende stund ude af stand til at afgøre, om det valg er godt eller skidt.  

     

    Under alle omstændigheder er instruktøren Benedikt Erlingsson et navn, der skal holdes øje med i fremtiden.

     

    Længde: 101 minutter

    Medvirkende: Halldóra Geirharðsdóttir, Jóhann Sigurðarson m.fl. Instruktør: Benedikt Erlingsson     Manus: Benedikt Erlingsson og Ólafur Egilsson    Premieredato: torsdag d. 23.5.19                                                                                         

         

    Filmanmeldelse: Aladdin – i nutidstolkning


    ***** 4/5 stjerner ud af 6 (for børn og barnlige sjæle) *** 3 stjerner (for alle andre)   De fleste kender Disney-tegnefilmen om Aladdin.  Nu er der blevet lavet en live-action-version af animationsklassikeren fra 1992, hvor der bliver spillet...

    ***** 4/5 stjerner ud af 6 (for børn og barnlige sjæle)

    *** 3 stjerner (for alle andre)

     

    De fleste kender Disney-tegnefilmen om Aladdin.  Nu er der blevet lavet en live-action-version af animationsklassikeren fra 1992, hvor der bliver spillet massivt på hele klaviaturet af (digitale) virkemidler.  

     

    Handling

    Den oprindelige historie er velkendt for de fleste. Aladdin er hovedperson i et folkeeventyr, der foregår i en by i Indien / Mellemøsten. Den fattige, unge og charmerede knøs bliver af en troldmand, der foregiver at være Aladdins farbror, bedt om at hente en olielampe nede i en hule.

      Troldmanden har ikke til hensigt at lade Aladdin slippe ud af hulen igen efter at være kommet i besiddelse af lampen. Så skal Aladdin omkomme i det mørke dyb?

      Nej, heldigvis går det anderledes. Aladdin bliver mirakuløst reddet af lampens ånd, der efterfølgende opfylder hans ønske om at blive prins, så han kan vinde den smukke prinsesse, han har forelsket sig i.

     Først er der dog en mægtig troldmand, der skal besejres.

     

    Sød, sjov og lidt uinteressant

    I den nyeste version af eventyret har lampeånden Genie (Will Smith) fået en meget fremtrædende rolle, og den smukke prinsesse (Naomi Scott) er så selvstændig og handlekraftig, at hun snildt kunne optræde som galionsfigur for hårdtslående ligestillingsfeminister.

     

    Der er fuld fart på hele tiden og i et så hæsblæsende tempo, at det indimellem bliver lidt småtrættende. Filmen er på lange stræk både sød og sjov med masser af humor, og så er det ganske utroligt, hvad der kan laves digitalt i dag. Et rent orgie på det visuelle plan.  Men i al sin politiske korrekthed bliver ”Aladdin” også lidt uinteressant for andre end børn og barnlige sjæle.

      

    Længde: 128 minutter

    Medvirkende: Will Smith, Naomi Scott, Marwan Kenzari m.fl.    Instruktør:  Guy Ritchie Manus: John August & Guy Ritchie baseret på Disneys animationsfilm “Aladdin” fra 1992 Premieredato: 23.5.19

      

    Indvandrer arbejdede på plejehjem – nu er hun sigtet for tyveri mod de ældre, hun skulle hjælpe


    En ung kvinde arbejdede som sosu-assistent i et vikarjob på tre plejecentre i Korsør.   Nu er hun sigtet for tyveri eller tyveriforsøg mod 19 af beboerne og skal for retten i Næstved 27. maj. Det skriver EB.dk, der har læst...

    En ung kvinde arbejdede som sosu-assistent i et vikarjob på tre plejecentre i Korsør.

     

    Nu er hun sigtet for tyveri eller tyveriforsøg mod 19 af beboerne og skal for retten i Næstved 27. maj. Det skriver EB.dk, der har læst anklageskriftet.

     

    Hendes baggrund oplyses ikke direkte. Men avisen skriver, at det ventes, at anklagemyndigheden kræve hende udvist af Danmark.

     

    Ifølge tiltalen opdagede sosu-assistenten, at beboerne ofte brugte deres medicinskab til at opbevarer kontanter.

     

    På en enkelt aften havde hun angiveligt begået 14 tyverier eller tyveriforsøg ved at låse beboernes medicinskabe op.

     

    Hvis anklagen er rigtig, så misbrugte hun sin stilling til at stjæle fra de ældre og svage mennesker, hun var ansat til at hjælpe. Stik imod velfærdssamfundets grundværdi.

     

    Kvinden nægter sig skyldig i samtlige forhold, oplyser advokaten ifølge eb.dk

     

     

    Nu viser Kristian Thulesen Dahl tænder over for Mette Frederiksen – han vælter hele den socialdemokratiske strategi


    Mange med sympati for Dansk Folkeparti har nok ventet på det. Og nu sker det:   Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, viser tænder over for Mette Frederiksen. I en sådan grad, at det sender hende ud i dyb krise, netop som alt så ud til...

    Mange med sympati for Dansk Folkeparti har nok ventet på det. Og nu sker det:

     

    Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, viser tænder over for Mette Frederiksen. I en sådan grad, at det sender hende ud i dyb krise, netop som alt så ud til at gå hendes vej.

     

    I et interview med Børsen stiller Thulesen Dahl Mette Frederiksen over for to valgmuligheder:

     

    Enten rækker hun ind over midten og indgår et regeringssamarbejde med Venstre og Dansk Folkeparti. Eller også må hun føre politik alene sammen med de røde partier. Det gælder vel at mærke også udlændingepolitikken.

     

    Mette F. får kæmpestort forklaringsproblem

    Mette Frederiksen har ellers satset på, at hun kunne blive statsminister på de røde partiers stemmer, men lave udlændingepolitik (til dels velfærdspolitik) med Dansk Folkepartis stemmer.

     

    Denne dobbeltstrategi er helt afgørende for Socialdemokratiet.

     

    Man har brug for de røde partier til at sikre magten og gennemføre en venstreorienteret politik på en række områder.

     

    Men samtidig vil man føre en forholdsvis stram udlændingepolitik. Løftet om at gøre dette har været helt afgørende for at sikre den vælgeropbakning, som i øjeblikket ser ud til at gøre Mette Frederiksen til statsminister.

     

    Men nu siger Kristian Thulesen Dahl, at det kan hun godt glemme alt om. Den strategi får hun ikke Dansk Folkepartis stemmer til. Og uden dem kan Mette Frederiksen ikke føre stram udlændingepolitik.

     

    Det giver hende et kæmpestort forklaringsproblem i den sidste del af valgkampen – specielt hvis journalisterne opfører sig som journalister og ikke som pr-agenter for S-lederen.

     

    Den klare besked fra DF-formanden

    Nu lyder spørgsmålet: Hvem vil Mette Frederiksen så føre udlændingepolitik sammen med?

     

    Det vil være noget nær umuligt for hende at vende på en tallerken og sige, at hun for resten godt vil indgå i et regeringssamarbejde med Dansk Folkeparti og Venstre. Den løsning har hun kategorisk afvist.

     

    Men nu kan hun altså heller ikke længere regne med, at hun som statsminister kan trække Dansk Folkeparti ind, når der skal laves stram udlændingepolitik.

     

    Hvis hun ikke vil lave et bredt samarbejde med Dansk Folkeparti og Venstre, må hun selv ligge og rode med rød blok. Så må hun finde ud af, hvilken udlændingepolitik hun kan lave med dem. Det er den klare besked fra DF-formanden.

     

    Hvis Mette Frederiksen laver udlændingepolitik med de røde partier, vil hendes regering formentlig hurtigt komme i dyb krise. Troen på, at hun vil føre stram udlændingepolitik, er helt afgørende for, at så mange vælgere er villige til at sende op på statsministertaburetten.

     

    En ny lyd går gennem blå blok …

    Med den nye melding kan Dansk Folkeparti i princippet risikere, at Mette Frederiksen siger: ”Så må jeg jo føre udlændingepolitik med Morten Østergaard, Pernille Skipper og Uffe Elbæk.”

     

    Men i virkelighedens verden er den trussel ikke meget værd. En udlændingepolitik sammen med de røde og ekstremt politisk korrekte partier kan udvikle sig til en katastrofe for Mette Frederiksen selv.

     

    Så Kristian Thulesen Dahl sætter Mette Frederiksen under meget voldsomt pres med sin nye melding. Uanset hvad, vil den skabe store problemer for hende.

     

    Samtidig opnår Thulesen Dahl noget andet med sin opsigtsvækkende melding: Han får pustet ny kampgejst ind i sine partifæller og i blå blok generelt. Valget er måske alligevel ikke bare afgjort til Mette Frederiksens fordel.

     

    Nu må S-lederen jo forklare, hvad hun vil gøre ved den ny situation.

     

    En lyd går gennem blå blok. Lyden af lettelse og fornyet gejst.

    TV2 afslører politiskandale – men holder hånden over Mette Frederiksens rolle


    Kim Nannestad har en forretning i Søndersø på Fyn. Den sælger blandt andet fjernstyrede droner, biler og modeltog.   Den 24. maj sidste år ankom to biler til forretningen. Fem mænd steg ud af den ene bil og tre mænd af den anden.   Nogle af...

    Kim Nannestad har en forretning i Søndersø på Fyn. Den sælger blandt andet fjernstyrede droner, biler og modeltog.

     

    Den 24. maj sidste år ankom to biler til forretningen. Fem mænd steg ud af den ene bil og tre mænd af den anden.

     

    Nogle af mændene distraherede personalet, mens resten gik ind på varelageret og stjal seks droner til en samlet pris på lidt over 30.000 kr.

     

    TV2 har bragt historien (tv2.dk.).

     

    Passivt politi gav sludder for en sladder

    Butikkens overvågningskameraer optog det hele og gav skarpe, vellignende billeder af gerningsmændene. Kim Nannestad lagde videoen op på sin Facebook-side, og snart henvendte flere sig med oplysninger om, hvem gerningsmændene kunne være.

     

    De genkendte dem fra det kriminelle miljø i ghetto-området Vollsmose i Odense.

     

    Så Nannestad regnede optimistisk med, at politiet hurtigt kunne få fat i tyveknægtene. Men han blev klogere.

     

    Der gik et halvt år, uden at han hørte noget fra politiet. Så modtog han et brev fra politiet, der meddelte, at efterforskningen var blevet standset. Begrundelsen lød:

     

    ”Efterforskningen i sagen har ikke resulteret i spor, vidneforklaringer eller andre beviser, der kan føre til identifikation af gerningsmanden.”

     

    Dette skulle vise sig at være en ren sludder for en sladder.

     

    Politiker: ”Hold da kæft”

    Med godt arbejde fandt TV2 ud af, at gerningsmændene var let genkendelige for folk i lokalmiljøet.

     

    I løbet af en time fandt man 15 beboere i Vollsmose, som uafhængigt af hinanden kunne identificere en eller flere af gerningsmændene på overvågningsbillederne.

     

    TV-journalisterne talte også med ”en myndighedsperson”, der har indgående kendskab til det kriminelle miljø i Vollsmose. Han identificerede alle gerningsmændene på ét minut!

     

    Selv om billederne bliver bragt i sløret udgave, kan man da også se, at personerne står meget klart. Enhver, der går ind på disse billeder, kan danne sig et indtryk af, hvilken type personer det drejer sig om.

     

    Som Venstres retsordfører, Preben Bang Henriksen, siger til tv2.dk: ”Hold da kæft. Sjældent har jeg da set billeder, der er mere klare, og hvor personerne er mere genkendelige end her.”

     

    Justitsminister Søren Pape Poulsen har denne kommentar sammesteds: ”Så spørger jeg mig selv, hvad så med de 14-16 lokalbetjente, vi har i Vollsmose? Hvorfor har man ikke spurgt dem? Så kunne den her sag blive løst.”

     

    Omtalen hos TV2 og den efterfølgende politiske forargelse har pludselig bragt ledelsen hos Fyns Politi på bedre tanker. Nu hedder det sig ikke længere, at man har lukket sagen, fordi der ikke var nogen beviser eller vidneforklaringer at arbejde med.

     

    I stedet lyder det, at ”efterforskningen blev standset ved en fejl”. Hvilken ”fejl” – kunne vi få det at vide?

     

    Mette Frederiksens medansvar for miseren

    Denne skandalesag understreger, hvor fatalt det var, at den tidligere røde regering skar ned på antallet af politibetjente. Først nu – efter tilførsel af 600 politifolk de seneste år – bringes antallet af betjente tilbage på niveauet fra dengang socialdemokraten Helle Thorning-Schmidts røde regering trådte til i 2011.

     

    Den side af sagen oplyser TV2 dog ikke noget om. Tværtimod fremhæver man ene og alene Socialdemokratiets plan for mere politi i den aktuelle valgkamp.

     

    Ikke ét ord om Dansk Folkeparti, der om nogen har presset på for at øge politiets ressourcer.

     

    Ikke et ord om Socialdemokratiets ansvar for nedskæringerne.

     

    Og ikke et ord om, at disse nedskæringer blev gennemført af en rød regering, hvor Socialdemokratiets nuværende leder Mette Frederiksen spillede en fremtrædende rolle – fra 2014 endda som justitsminister.

     

    TV2’s svigt

    Dette er meget karakteristisk for TV2’s dækning af valgkampen. Man skal forestille at være hele Danmarks offentlige TV-station. Men man har meget svært ved at adskille journalistik og politisk propaganda til fordel for Mette Frederiksen og rød blok.

     

    Tænk for eksempel på TV2’s hysterisk opstemte dækning af Mette Frederiksens tilbagevenden fra sygelejet. Og tænk på TV2’s nedgørende omtale af centrale forslag fra Dansk Folkeparti. Begge dele dokumenteret i Den Korte Avis.

     

    Men i sagen om tyveriet af droner har TV-stationen leveret et meget relevant input til debatten om dansk politi.

     

    Se overvågningsvideo med det åbenlyse tyveri her

    Danskernes tillid til politiet styrtdykker – erfaren kriminalassistent advarer i DKA-indlæg mod alt for svag indsats i udlændingesager


    Megafon har for TV2 stillet folk spørgsmålet: ”Er din tiltro til at politiet kan sikre din tryghed blevet styrket eller svækket over de seneste 10 år?”   Hele 44 procent af de adspurgte svarer, at deres tiltro til politiet er blevet ”svækket...

    Megafon har for TV2 stillet folk spørgsmålet: ”Er din tiltro til at politiet kan sikre din tryghed blevet styrket eller svækket over de seneste 10 år?”

     

    Hele 44 procent af de adspurgte svarer, at deres tiltro til politiet er blevet ”svækket eller i høj grad svækket”. Kun 12 procent svarer, at deres tiltro er blevet ”styrket eller i høj grad styrket”.

     

    Et andet spørgsmål lød: ”Hvis du blev udsat for et indbrud i dit hjem i morgen, tror du så, at politiet ville opklare sagen og finde gerningsmændene?”

     

    83 procent svarede nej! Kun 5 procent svarede ja.

     

    Denne markante mistillid til politiet bør få alarmklokkerne til at ringe hos både politikerne og politiet selv.

     

    Manglende ressourcer

    En vigtig del af forklaringen på de åbenlyse problemer kan meget vel være, at politiet ikke har tilstrækkeligt med ressourcer i form af penge og mandskab.

     

    Der er blevet tilført politiet flere betjente i de senere år. Men det bringer blot antallet af betjente tilbage til niveauet fra 2011, før den daværende røde regering begyndte at skære ned. Politiet har brug for en yderligere styrkelse.

     

    En tidligere kriminalassistent taler ud

    Men mangel på penge og mandskab er ikke hele forklaringen. Det er også helt afgørende, hvordan politiets øverste ledere vælger at prioritere ressourcerne.

     

    Nedenfor bringer vi et indlæg fra tidligere kriminalassistent Freddy Ladefoged, der fra 1999 til maj i år specielt har arbejdet med udlændingesager.

     

    Ladefoged leverer en skarp kritik af den alt for svage prioritering af udlændingeområdet i politiets arbejde. Det gælder således sager om ulovligt ophold. Og det gælder udlændingerelateret kriminalitet i øvrigt.

     

    Én af Ladefogeds markante pointer er, at politiet skal have udlændingeafdelinger, som er placeret dér, hvor udlændingene er!

     

    I Østjyllands Politi skal sådanne afdelinger således ligge i nærheden af ghetto-området i Gellerup. I Fyns Politi skal man være i nærheden af ghetto-området i Vollsmose.

     

    En stærk udlændingeafdeling i forbindelse med Vollsmose kunne have styrket politiets indsats og forhindret en skandale som den, der nu er blevet oprullet. Her lukkede Fyns Politi en sag om tyveri af droner, selv om folk med indsigt uden videre kunne identificere gerningsmændene.

     

    Læs vores omtale af skandalesagen i artiklen ovenfor.

     

    Og læs Freddy Ladefogeds stærke indlæg nedenfor. Den er båret af den erfarne politimands konkrete viden og indignation over politiets øverste ledere.

     

    Nu skal det vise sig, om den kommende regering er i stand til at rette op på problemerne. Det vil nok kræve vilje til at gå i rette med den nuværende politiledelse, med rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg i spidsen.

    Dagens læserfoto: Lystfiskere fisker hornfisk ved Hvide Sande


      Et fiske eventyr snart slut og et nyt begynder!   Ved havnen i Hvide – Sande udspiller der sig igennem mange måneder, et sandt lyst fiske eventyr, når silden tropper op ved slusen, for at komme videre ud i verden. I dag var der også sild...

     

    Et fiske eventyr snart slut og et nyt begynder!

     

    Ved havnen i Hvide – Sande udspiller der sig igennem mange måneder, et sandt lyst fiske eventyr, når silden tropper op ved slusen, for at komme videre ud i verden. I dag var der også sild tilbage, men ikke i store tal

    Horn fisken lider nu samme fiske skæbne som silden, idet mange lyst fiskere fra Danmark og andre lande i EU, vil sikre sig et godt aften måltid, via diverse stege pander. Der vil gå mange dage, før der igen er fiske ro i Hvide Sande.